Her finder du såvejledninger til de fleste af de frø, jeg har til salg.
Såvejledning 1: Disse frø spirer nemt og forholdsvis hurtigt. Kan med fordel sås om foråret eller i forsommeren. Sås ved ca. 20 graders varme. Kan enten sås indendørs i bakker eller udendørs direkte på voksepladsen. Dæk frøene let med jord og hold jorden fugtig, men ikke for våd. Hvis frøene er sået indendørs prikles småplanterne ud, når de første blivende blade er udviklet. Småplanterne skal blive indendørs til risikoen for nattefrost er ovre.
Eks. på frø der skal sås efter denne vejledning: Stokrose (Alcea rosea), Langbladet ærenpris (Veronica longifolia), Potentil (Potentilla argyrophylla)
Såvejledning 2: Disse frø sås bedst direkte på voksestedet i foråret. Dæk frøene ganske let med jord, tryk jorden let til og vand. Sørg for at holde jorden fugtig. Når de små planter er kommet frem, kan der evt. tyndes lidt ud i dem, hvis de står for tæt.
Eks. på frø der skal sås efter denne vejledning: Valmue (Papaver somniferum)
Såvejledning 3:Disse frø spirer normalt hurtigt og nemt, hvis de sås ved ca. 20 graders varme. Hvis spiringen ikke er kommet igang i løbet af 3-4 uger, må frøene udsættes for en kuldeperiode i 14-30 dage f.eks. i køleskab. Det er af denne årsag en fordel at så frøene i bakker indendørs, så de kan flyttes til kolde omgivelser, hvis det bliver nødvendigt. Tibets blå valmue (Meconopsis betonicifolia) skal sås i spagnum eller skovbundsjord.
Eks. på frø der skal sås efter denne vejledning: Lavendel (Lavandula angustifolia), Kobjælde (Pulsatilla vulgaris), Tigerklokke (Codonopsis clematidea)
Såvejledning 4: Disse frø spirer uregelmæssigt og over lang tid, så giv ikke op for hurtigt, hvis der ikke umiddelbart sker noget. En kuldeperiode kan fremme spiringen og det er derfor en fordel at så disse frø udendørs i perioden efterår til tidligt forår. Alternativt kan de sås i en bakke, som sættes i køleskabet i en måneds tid, hvorefter den placeres ved stuetemperatur eller et beskyttet sted udendørs. Frøene må ikke udsættes for direkte sollys.
Eks. på frø der skal sås efter denne vejledning: Drejeblomst (Physostegia virginiana)
Såvejledning 5: Disse frø spirer uregelmæssigt og over lang tid, men normalt uden problemer. Sås ved ca. 20 graders varme. Kan enten sås indendørs i bakker eller udendørs direkte på voksepladsen. Dæk frøene let med jord og hold jorden fugtig, men ikke for våd. Hvis frøene er sået indendørs prikles småplanterne ud, når de første blivende blade er udviklet. Småplanterne skal blive indendørs til risikoen for nattefrost er ovre.
Såvejledning 6: Disse frø kræver kulde for at spire og skal derfor sås udendørs i perioden efterår til tidligt forår eller i bakker, som sættes i køleskabet i 4-6 uger. Efter kuldeperioden må temperaturen ikke hæves for hurtigt og det er derfor nemmest at så udendørs eller i et uopvarmet drivhus.
Såvejledning 7: Disse frø er store og har en hård skal. Spiringen kan hjælpes på vej ved at lægge frøene i blød i lunkent vand i 24 timer før såning. Evt. kan frøene også slibes let på et stykke sandpapir eller ridses med en lille kniv, for at gøre det nemmere for spiren at trænge igennem skallen. Frøene sås ved ca. 20 graders varme og skal dækkes med et lag jord, der er lige så tykt, som frøets diameter.